Der var engang en deltager på et af mine slankeforløb, som ved afslutningen skrev:
“Jeg havde brug for at blive presset mere.”
Mit svar til det (noget forkortet her var)
Pres er noget, vi har brug for at gøre noget, vi ikke rigtig vil.
“Han pressede hende til det.”
“Jeg blev presset til at sige ja.”
Pres er sjældent noget, vi forbinder med lyst, ejerskab eller gode beslutninger.
Og alligevel lever idéen om pres i bedste velgående, når det handler om sundhed, træning og vægt.
Tag dig sammen.
Klem ballerne sammen.
Nu gør du det bare.
Men her er problemet:
Hvis pres virkede, så ville langt flere have opnået varige resultater for længst.
For pres er nemt.
Det er faktisk noget af det nemmeste i verden.
Trusler, dårlig samvittighed, frygt for konsekvenser, indre pisk.
Og ja – det kan godt få os i gang.
Kortvarigt.
Men det holder ikke i længden.
Det kan bruges, når vi skal redde vores eller andres liv.
Men når vi skal ændre kost- og spisevaner, så er det ubrugeligt.
Pres skaber modpres.
Vaneændringer kræver mindre modstand.
Når vi presser os selv, arbejder vi imod vores egen hjerne.
Vi låner motivation fra frygt, og frygt er en dyr energikilde.
Den skal hele tiden genopfyldes – ellers løber den tør.
Derfor tror jeg ikke på tag-dig-sammen-mentaliteten.
Ikke fordi vi ikke kan tage os sammen.
Men fordi det er en elendig strategi, hvis målet er noget, der skal holde.
Jeg tror på rammer, der gør det lettere at gøre det rigtige – og svært at gøre det vi ikke vil.
På strukturer, der tager højde for, at vi er mennesker – ikke maskiner.
På forståelse for hvordan vi egentlig ændrer noget i hjernen.
Og på løsninger, der ikke kræver, at du skal være i krig med dig selv for at lykkes.
De bedste hilsner
Birgitte Nymann
